Igår var vejret fantastisk. Vinden lagde sig som ventet i løbet af natten og vi var på vandet kl. 6 for at kunne udnytte dagen med godt vejr. Noget vi har ventet længe på nu! Dagen startede med blandet torske og flynderfiskeri indtil strømmen rigtig begyndte at løbe. Det gav en fin stribe torsk med en enkelt måler til guiden på 12kg på toppen. Et par flyndere tog dog også jigsne, men dog i mindre størrelser. Vejret var fantastisk det meste af dagen som det kan ses, og undervejs fik vi besøg af en stor flok marsvin der nysgerrigt kom hen og undersøgte båden. De kom rigtig tæt på og da vandet er ved at klare op igen kunne vi se dem helt tydeligt når de strøg forbi få meter fra båden.
Da vandet begyndte at stige skiftede vi plads. Det var begyndt at trække sig sammen men det var stadig næsten vindstille. Den nye plads gav i løbet af nogle timer 7 flyndere i båden og en fin stribe torsk på tre-fire kg. Vi havde to gange mindre flyndere helt oppe til båden. Den ene gang var jeg hurtig til at sende en jig efter den da den dykkede ned. Den blev taget med det samme da jeg startede indspinningen! Det vejede ikke andet end 1½ kg, men det er sjovt at have set den først og så få den til at hugge. Vi havde også tid til at lege lidt med undervandskameraet og se hvordan jigsne går i vandet når vi bevæger dem. Super spændende. Ligger en video ud senere idag. Da vinden som lovet tog til blæste det op i løbet af en time og da regnen også satte ind stak vi næsen hjemad og lod vinden bære os hjemover.
Dejligt i det mindste at få et par halve/hele dage med godt vejr i løbet af ugen.
En lille rapport fra i forgårs:
Det blæste ikke bare 10 men 12m/s så det blev kun til 7 timer på vandet på de pladser hvor der kunne findes læ for vestenvinden. Dagen bød kun på torsk op til 6kg. Smukke tangtorsk fanget i kanten af tangskovene på knoldene på 15-20m vand. Her viser John og Martin et par af dem frem. Tog tidligt i land for at være klar til dagen efter.
/Mads