Nye gæster og 5-0 til de største flyndere!

Mange tak til Rene og co fra shoppen i Odense. Det var super hyggeligt!

Tirsdag og onsdag ankom 12 nye gæster, som alle gerne vil fange deres første flynder. Et par af dem har været i Norge mange gange og et par har aldrig fisket før(!) Jeg har guidet de sidste par dage for de 2 bådhold, som er mest uerfarne. Vi har haft nærkontakt med 5 flyndere på hel agnfisk, som alle var str. god/stor - men alle er mistet efter kort fight. Jeg snakker kun om hvad jeg selv så med100% sikkerhed - og ikke de gange gæsterne er  i tvivl (mange har svært at skelne mellem bund og fisk, når båden driver stærkt.. )
Faktisk har alle uden undtagelse gjort en habil indsats i mange timer, så det var ekstra synd, at vi ikke fik en stor fisk i båden.
Ofte går det ellers fint at fiske med hel sej som agn monteret med én WMC eller Owner trekrog i snuden og én i halen - flynderne kroger oftest sig selv. Men det er de færreste nybegyndere, som har helt styr på bremse osv. når man har siddet i timer uden hug, og så stangen pludselig knalder ned i søgelænderet og linen drøner ud!
Håber snart, at flynderene har opbrugt deres held-kvote!
Bortset fra det, kom der trods alt i dag 5 småflyndere op på jig, og både i går og idag blev også landet flere torsk mellem 10 og 14 kg. Torskefiskeriet har været populære afbræk i flynderfiskeriet.
Vejret er fint og stemningen god, og endnu engang så vi hvaler - så det kunne have været værre ;-)
/Hans